Mine bekendelser om en dag uden en telefon

I dag har jeg ikke en telefon. Den blev hentet klokken 6 i morges, en time inden jeg vågnede rigtigt op. Tyrken tog den med, da den er gået i stykker.

Når situationen er sikker og jeg ved, at jeg altid har adgang til min telefon, vil jeg påstå, at jeg på ingen måde er afhængig af det skidt. Tværtimod, vil jeg påstå, at jeg snildt kan leve uden og at det bare er min tryghedsTyrk, der har behov for at komme i kontakt med mig.

Løgn!

Jeg har nu været vågen i sølle tre timer. Tre timer! Jeg kan mærke, at det stresser mig en smule, at børnehaven ikke kan få fat i mig med det samme. Selvom de jo kan ringe til Tyrken og få fat i ham, vi er trods alt begge to forældre.

Derefter mærkede jeg på min lomme cirka hundredevis af gange, i løbet af de tyve minutter det tog og aflevere Rapanden i børnehaven. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville, tjekke tiden tror jeg. Men jeg har et ganske udemærket og bekosteligt ur, siddende på mit håndled. Og vi havde masser af tid, jeg skulle bare hjem bagefter. Så det var der sådan set ingen reel grund til.

Nu er jeg kommet hjem. To gange har jeg gået rundt og ledt efter min telefon – uden held, naturligvis. Klogt. Pludselig har jeg fået en trang til, at ringe rundt til alle i min telefonbog. Jeg kunne også skrive en masse vigtige SMS beskeder.

Efter Frøhopperen nu er blevet puttet til første lur, vil jeg normalt smide mig i stolen, med en kop kaffe og tjekke alle de livsvigtige opdateringer. På Facebook, Instagram, Snapchat og andre spændende sociale medier. Dernæst vil jeg spille alle mine sigende og yderst hjerneudviklende spil – såsom Candy Crush, Jelly Splash og Pet Rescue. Og sidst, men bestemt ikke mindst, vil jeg spille tilbage i Wordfeud.

Men det kan jeg ikke.

Jeg ringer ikke særlig ofte og skriver sjældent SMS beskeder, men pludselig fylder dén tanke i mit hoved. Derimod savner jeg, alt mit ligegyldige hejs med spil, socialemedier og andet underholdning. Det går nu op for mig, at jeg sjældent ser fjernsyn i løbet af dagen, derimod er mit fjæs dybt begravet, i skærmen af min telefon.

Det får mig til at reflektere. Er det virkelig dét jeg gider bruge min tid på? Og ikke mindst være afhængig af?

Nej og nej! Men hvorfor er det så det der sker? Slapper jeg af ved det? Lige nu føles det allermest som en stressfaktor. En væsentlig større stressfaktor end jeg på nogen måde, bryder mig om. Samtidig føler jeg ikke, at jeg er opdateret. Men jeg ved ikke hvad og hvem, jeg gerne vil opdateres af og heller ikke hvad, jeg vil få ud af en opdatering. De allervigtigste opdateringer jeg får jeg, trods alt, stadig via opkald, SMS beskeder eller de der møder i den virkelige verden. Altså dem der, hvor jeg sidder overfor et andet menneske, måske kigger jeg endda vedkommende direkte i øjnene. Der hvor vi er rigtig sammen, som jeg heldigvis, stadig holder allermest af.

Nu er det snart fire timer siden, at jeg vågnede op uden min telefon. I løbet af den halve time, jeg har brugt på dette indlæg, har jeg ledt efter min telefon én gang. Så allerede tre gange på fire timer. Hvad skal det dog ikke ende med.

Forhåbentlig ender det med, at jeg kommer ud af den her afhængighed og bruger min tid mere fornuftigt fremover. Jeg tænker, at det bliver svært, men jeg vil gerne. Meget gerne.

 

Følg mig på Facebook og på Bloglovin.