Seks måneder

I dag fylder denne Frøhopper seks måneder.

Det har været nogle ret intense og heftige seks måneder. På godt og, ikke ondt, men hårdt. Det har, uden tvivl, været nogle af de hårdeste seks måneder i mit liv. Ikke fordi jeg har været ked af det, det har jeg ikke, slet ikke endda. Men jeg har været træt. Træt som jeg aldrig har været før. Min krop har præsteret mere og er blevet presset mere end den nogensinde har været før. Dels på grund af Frøhopperen selv, og fordi han er mit barn nummer to.

Om morgenen, når Rapanden vågner, er han jævnt ligeglad med, at jeg måske kun har sovet et par timer. Når han vågner, så skal vi andre vågne. Og lege. I morges agerede jeg sovende prinsesse, imens jeg stadig lå under dynen. Han var glad og jeg fik måske reelt sovet tre minutter mere. Men HVERT minut tæller og gør en forskel. Som om jeg kan lege prinsesse, det er heldigt at min Rapand har så god fantasi. Indsæt selv en smiley, der klasker sig selv i hovedet.

Samtidig har det også været et halvt år, der har været dedikeret til andre ting, end kun ham. Der er sket så mange ting, fordi vi overtog vores gamle hus, 40 dage inden min termin med Frøhopperen. Men naturligvis er Frøhopperen det største, vildeste og vigtigste der er sket, de sidste seks måneder.

Og hold nu kæft, hvor er han sød. Og dejlig. Og lækker. Muligvis bruger han ikke tiden på at sove, men han bruger tiden på at smile og grine. Det er sgu også helt okay og virkelig dejligt.

Han charmer sin Mor, Baba og Abi. Sidstnævnte og Frøhopperen har fået skabt et bånd, som kun søskende kan. Og jeg elsker det. Og de elsker det og hinanden. Det er vidunderligt at se, hvordan deres bånd og interesse for hinanden bliver forstærket dag for dag. Når de pjatter sammen, bliver jeg så varm inden i og mit hjerte er ved at vokse ud af mig.

I skrivende stund, har jeg netop givet natbabs til Frøhopperen. Han er ved at falde i søvn i mine arme. Jeg holder ham lidt endnu. Noget af det bedste jeg ved er, at holde ham tæt ind til mig, kigge på de smukke brune øjne og se hvordan blinkende bliver længere og længere og længere, indtil de til sidst klapper i. I takt med at vejrtrækningen bliver tungere og tungere og han til sidst overgiver sig til søvnen.

Han sover. Men jeg holder fast. Bare lidt endnu.

 

Ønsker du at modtage informationer omkring nye indlæg her på bloggen, kan du finde mig på Facebook og på Bloglovin, hvor der bliver linket til alle indlæg.