En træt torsdag

Da jeg åbnede døren nede i børnehaven, kunne jeg høre barnegråd. Mit barns gråd. Han var knust. Og træt. Jeg kunne straks fornemme, at det ikke var i dag, vi skulle gå op i opreklamerede pædagogiske værdier.

Klokken seks i morges hoppede Rapanden op på min mave og holdt fast i mit ansigt, imens han, på sin helt egen charmerende måde, råber mig ind i hovedet: “Kan du heller ikke sove, Mor?”

Og nej, klokken seks om morgen, efter utallige amninger i nattens løb, så kan jeg da absolut ikke sove mere. Det er vel nærmest formiddag?! NOT!

Så da jeg hentede ham klokken 13, kunne opvågningstidspunketet mærkes for alle – særligt den treårige.

På vejen hjem er der skrig og skrål. Han savner sin Mors cykel, regnormen, Baba, rundkørslen(som er en indkørsel), æblejuice og en lang række andre ting og sager. Under remsen siger han, at han også savner popcorn, den greb jeg og fik straks lavet en aftale med ham om, at vi da vist var nødt til, at hive dynerne ind på sofaen og lave popkorn. Aftalen kom i hus og der var næsten ikke mere skrigeri resten af turen hjem.

Så nu har vi smidt en film i tossekassen, lavet popcorn og er hoppet under dynen.

Billederne taler vist for sig selv. 🙂