Kommer der ikke snart en voksen?

BANG!

Jeg er blevet ramt.

Ramt at voksenlivet. Af ansvaret. Af bekymringerne. Af alt det sure ved voksenlivet. I går opdagede jeg, at der ikke var nogen der havde vasket tøj, så én var løbet tør for strømper og en anden for bukser. Der er også kun ganske lidt toiletpapir tilbage, det er i bogstaveligt forstand noget lort, at løbe tør for. Der er heller ingen der gider gøre rent, så nullermændene har deres helt eget liv og ved at producerer den helt nye Disney film hvor titlen er: Nullermændenes helt egen historie lll. Vi har fået rester eller rugbrød i så mange dage, at jeg undre mig over, hvordan det kan lade sig gøre eller undrer mig over, om vi måske har præsteret at lave mad en dag eller to alligevel. Men værst af alt, jeg har kun én ren kaffekop tilbage og jeg skal vælge nøje, hvornår jeg vil bruge den.

Jeg har så uendeligt mange gøremål, pligter, kedelige voksenting, you name it, jeg burde have lavet for flere måneder siden. Der sker bare ikke noget. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Måske sidder jeg bare og venter på, at der kommer en voksen og fikser det for mig. Det er vel sådan børn har det, i deres verden kommer der jo bare en voksen og tager ansvaret, ordner tingene, får barnets bekymringer ud af dets verden og så går livet videre. Jeg har ventet i lang tid nu, der kommer bare ikke en voksen. Jeg har sådan et had/kærlighedsforhold til det der ansvar, jeg bryder mig selvsagt ikke om det, når det gør ondt, men jeg vil heller ikke undvære det for noget i denne verden. Jeg værdsætter, at jeg har ansvaret til, at gøre noget i mit eget liv, jeg har kun mig selv at takke når noget går skidt, men i dén grad også når noget går godt. Jeg bryder mig ikke om, at bekymre mig, men jeg får et adrenalinkick uden sammenligning, når jeg endelig løser noget, der har tumlet rundt i øverste etage i længere tid. Retrospekt har intet virket så håbløst, som inden, som når bekymringerne lagre sig i hobetal, den erfaring burde jeg efterhånden have impliceret i mine mestringsstrategier. Alligevel er jeg duknakket, imens alt inde i mig skriger: Læg dig ned. Vent på en voksen. Lad være med at gøre noget. Det ér alligevel håbløst. Det ved jeg godt er én stor fed løgn. Så klog er jeg, trods alt.

Nu vil jeg lægge mig ned, snuse min fireårigs kærlighed ind i mig, se en film, spise chips og vente på en voksen i halvanden time mere, inden jeg vil mande mig op, kommer i tanke om, at det jo er mig, der er den voksne og så får ordnet nogle af mine hængepartier, inden jeg skal til møde i eftermiddag. Blot ved disse 541 ord, er min hjerne blevet mere fremkommelig og der begynder, at danne sig et overskud, fremfor underskud, jeg føler mig måske endda lidt mere klar til, at give røv til det der voksenliv.

Er det dét her, der betyder at være virkelig voksen?

Kærlighed til dig
-Johanne

Hvis du har lyst, kan du følge mig og blive opdateret via de sociale medier, Facebook, Instagram og på Bloglovin.